tirsdag den 1. april 2014

Finansfolk stod for skud i Helle Hallen..

Erik Buhl lovede lokal opbakning til folketingspolitikere, hvis de vil sparke døre ind på Christiansborg. Problemerne i landdistrikterne skal tages alvorligt og anderkendes, ellers får vi dem ikke løst, understregede borgmesteren.

- Det gør ondt, når mennesker og myndigheder, der sidder langt væk, spænder ben for de ting, driftige borgere og iværksættere gerne vil.
- Det bliver afvikling i stedet for udvikling. Løsningen er, at problemerne med finansiering og långivning i landdistrikterne bliver anderkendt og taget alvorligt blandt politikerne på Christiansborg, og hvis det kræver, at vi hjælper med at sparke nogle døre ind, så gør vi gerne det…
Sådan lød meldingen fra borgmester Erik Buhl, der mandag aften sad i panelet ved det borgermøde, der var arrangeret i Helle Hallen. Emnet var de finansielle problemer i landdistrikterne, og mødelokalet i Helle Hallen var proppet og stoppet til sidste plads.
Ud over Erik Buhl var der reserveret pladser i panelet til Jørgen Andersen fra Finanstilsynet, Brian Knudsen fra Sydbank og Bent Andersen fra DLR Kredit.
De tre repræsenterede den finansielle sektor, mens Erik Buhl sammen med sin partifælle og borgmester- kollega H.P. Geil fra Haderslev Kommune samt folketingsmedlemmerne Hans Christian Thoning fra Venstre og Karina Lorentzen fra SF, repræsenterede henholdsvis den landspolitiske og den lokalpolitiske virkelighed.
Mødet var arrangeret af foreninger i området - Erhvervsklubben, Borgerforeningen og Lokalrådet i Starup- Tofterup, Udviklingsrådet Helle Øst samt dagbladet JydskeVestkysten.

Lokale ”rædselsberetninger”
I løbet af aftenen blev panelet præsenteret for flere lokale ”rædselsberetninger” fra borgere og erhvervsfolk, der enten var blevet direkte afvist af den finansielle verden eller var blevet budt nogle lånevilkår, der ifølge dem selv, aldrig ville have set dagens lys i storbyerne.
Alt det blev afvist af den finansielle side af panelet, der gentagne gange fastslog, at der ikke findes hverken postnumre eller ”sorte pletter” på danmarkskortet.
- Hvis en borger er kreditværdig i Esbjerg, er vedkommende det også i Varde, lød meldingen.
Samtidig kunne H.P. Geil fortælle lidt om forholdene i Haderslev Kommune, hvor de lokale politikere flere gange har oplevet at råd og nævn har spændt ben for udviklingen i landområderne, så også Planloven fik et par knubbede ord med på vejen ved aftenens møde.