torsdag den 30. januar 2014

Janus Bygningen - Onsdag d. 12. februar kl. 19.30 kan man opleve guitaristen Mikkel Andersen..



Koncert med solo guitar..

Onsdag d. 12. februar kl. 19.30 kan man opleve guitaristen Mikkel Andersen med et spændende program over den aktuelle udstilling Efter Surrealismen i Janus Bygningen

Mikkel Andersen er uddannet guitarist ved musikkonservatorierne i Ålborg og Århus samt ved Royal College of Music i London. Han har udgivet to solo CD’er med spansk og sydamerikansk musik og er særdeles berejst med koncerter i både Danmark og udlandet. Han leder desuden guitarskolen ”Casa de la guitarra” i København.

Mikkel Andersen har netop været på turné på Cuba og i Sydamerika med det samme program, som deltager i festivaller med ny musik.

Udstillingen EFTER SURREALISMEN er kurateret af tidligere leder af Kunstbygningen i Vrå, Anne Lie Stokbro, og udstillingen blev vist i Vrå i foråret 2013. Her oplevede Mikkel Andersen den og blev så inspireret, at han skabte et særligt koncertprogram med ny musik komponeret specielt til denne udstilling og som en dialog mellem udstilling og musik. Mikkel Andersen bestilte nye musikværker til formålet hos komponister i Estland, Spanien, Cuba og Danmark, og programmet havde premiere ved en koncert i Kunstbygningen i Vrå d. 27. april 2013 – side om side med de udstillede kunstværker.

Den 12. februar kan denne særlige kombination af udstilling og koncert opleves i Janus Bygningen.
Musikken spænder fra det folkloristiske til det absolut eksperimenterende, ligesom der indgår oplæsning af digte. Der er musik af Evelyn Ramon (Cuba/Canada), Mercedes Zavala (Spanien), Santa Buss (Estland), Louis Aguirre (Cuba/Danmark), Bendt Astrup og Niels Chr. Rasmussen. Det hele varer en times tid og vil også rumme korte introduktioner til de enkelte musikværker.

Nærmere oplysninger på www.mikkelandersen.dk

Koncerten finder sted onsdag d. 12. februar kl. 19.30.
Koncerten arrangeres af komponistgruppen Snow Mask i samarbejde med Vestjysk Kunstforening.
Pris: 75 kr. – 60 kr. for medlemmer.


Med venlig hilsen
Vestjysk Kunstforening

JANUS BYGNINGEN
Lærkevej 25, 6862 Tistrup, 7529 9825