torsdag den 27. marts 2014

Ældrecheck udløser 14 fuldtidsstillinger i Varde..

Den ekstra indsats for at gøre livet for de ældre lidt lettere udløser også et behov for flere ”varme hænder”, oplyser Thyge Nielsen, der er formand for Udvalget for Social og Sundhed.

14 nye fuldtidsstillinger ved Varde Kommune. Det er den direkte udløber af, at Folketinget sidste år skrev en check på en milliard kroner til fordeling blandt landets kommuner for at gøre livet lidt lettere for de ældre borgere.
Varde Kommunes andel af den store check er på knap 10 millioner kroner, og de er for længst øremærkede til forskellige tiltag. De strækker sig fra etablering af et demensdaghjem til gøre borgernes indflytning på et plejehjem bedre, og de strækker sig fra udendørsaktiviteter for kørestolebrugere til støtte ved lægebesøg og meget, meget mere.
- Alt sammen er det noget, der kommer vore ældre medborgere til gavn, men når der er nye tiltag på vej, er der også brug for ekstra – varme – hænder til at løse opgaverne, fortæller Thyge Nielsen, der er formand for Udvalget for Social og Sundhed.
- Og for Varde Kommunes vedkommende svarer det altså til 14 nye fuldtidsstillinger, eller 14 årsværk som det hedder.
- Det er dog ikke ensbetydende med, at vi nu går ud og ansætter nye medarbejdere i stribe- og stakkevis. En del af den ekstra indsats sker via medarbejdere, der går fra deltid til heltid og så videre, men der bliver da heldigvis også en række nye job i kommunen, fortsætter udvalgsformanden.

Mere liv for 2,5 millioner
De knap 10 millioner kroner, der altså er landet i kommunekassen i Varde, er fordelt på i alt 18 poster, hvoraf den største bliver en indsats for at skabe mere liv på de kommunale plejecentre. Alene hertil er der afsat 2.556.305 kroner.
- De øvrige poster varierer fra 14.000 kroner og op til den næststørste post, der handler om at etablere et uddannelsesakademi. Til det formål er der afsat godt 1,2 millioner kroner, oplyser Anette Filtenborg fra Social- og Sundhedsafdelingen ved Varde Kommune.
- Helt præcist bliver Varde Kommunes andel af ældrechecken på 9.899.716 kroner, så vi har været ret gode til at formulere de ønsker, vi sendte ind til godkendelse hos ministeriet, mener såvel Anette Filtenborg som udvalgsformanden.

.