Over 300 mennesker havde indfundet sig, da der lørdag d. 14.
juni var fernisering på Kunstnernes Sommerudstilling i Janus Bygningen.
Efter en fællessang kom udstillingens sekretær,
Anne-Margrethe D. Hansen, i sin velkomsttale ind på de censurerede
udstillingers nuværende lidt pressede situation. Der var stor ros til
censorerne for deres engagerede indsats og seriøse holdning til opgaven. Det
samme gjaldt det store, frivillige arbejde, der ligger forud for den endelige
udstilling.
Derefter diverterede Kor U fra Musikkonservatoriet i Esbjerg
på smukkeste vis med forskellige danske sange.
KS PRISEN 2014 blev tildelt Hanne Nielsen Kjærsgaard fra
København, som viser 3 store malerier på udstillingen. Det skete med bl.a.
følgende begrundelse fra censorerne, formuleret af Morten Schelde:
”Hanne Nielsen Kjærsgaards billeder må
være lige præcis hvad enhver jury på en censureret udstilling drømmer om. For
os syv i juryen til KS14 var der i hvert fald ingen tvivl da vi så Nielsen
Kjærsgaards store billeder. Vi blev fuldstændig blæst omkuld af de fem
indsendte malerier.
De har simpelthen det hele; størrelse,
beherskelse af teknikken, et spændende og dragende univers. Vigtigst af alt, de
tre faktorer hænger overbevisende sammen. Men Kjærsgaard behøver ikke
overbevise nogen. Billederne taler for sig selv. Professionelt og
personligt.
Hvad er det der fascinerer? Hvor kommer
alt det nat fra, al det mørke, i det mennesketomme skovlandskab? Er det det
indesluttede “nordiske sind” vi ser? Måske.
Fugleburene er tomme, de hænger fra
træerne i et af billederne. Måske er fuglene fløjet, måske venter burene åbne
på nye beboere? Eller er det som maleren der må sætte åbne bure ud for at fange
de rigtige ideer til de næste malerier?”
Efter bortlodning af gevinster til udstillingens
støttemedlemmer fulgte mere korsang, og så kunne publikum for alvor tage KS 14
i øjesyn. Snart myldrede det med mennesker i Janus Bygningens sale, og der
hørtes mange rosende bemærkninger rundt omkring.
Med 154 antagne værker af 76 kunstnere fremstår den, ikke
mindst på grund af en vægtig skulpturafdeling, som en af de bedste i årevis.