onsdag den 9. april 2014

Forsyningsselskaberne i Varde og Esbjerg danner fælles driftsselskab..

Byrådene i Varde Kommune og Esbjerg Kommune skal på første møde i maj forholde sig til om Varde Forsyningskoncern og Esbjerg Forsyningskoncern skal oprette et fælles serviceselskab. Fusionen skal høste økonomiske stordriftsfordele og dermed leve op til kravene om effektiviseringer.


I løbet af efteråret 2013 har man i Varde Kommune og Esbjerg Kommune undersøgt fordele og ulemper ved en sammenlægning af forsyningsselskaberne, og en økonomisk analyse peger på en samlet årligt potentiel besparelse på kr. 17,1 mio. kr., svarende til omkostningsreduktion på 11,7% på de analyserede områder. Analysen har identificeret 22 arbejdsområder, som vil blive belyst nærmere, hvis ejerkommunerne igangsætter processen.

Sammenlægningen vil berøre de administrative og driftsmæssige ydelser, som samles i en fælles serviceenhed. Og den enhed skal levere det serviceniveau, som er fastsat af bestyrelserne i de enkelte forsyningsselskaber. Oplægget er helt i tråd med anbefalingerne i Deloittes rapport omkring evaluering af Vandsektoren, som Miljøministeriet netop har offentliggjort. Heri ses konsolidering som et vigtigt skridt til at reducere omkostningerne i branchen.

Det fælles serviceselskab vil være ejet af de to kommuners Holding-selskaber, så den eneste forandring i forhold til den nuværende konstruktion er, at Varde Forsyningsservice A/S og Esbjerg Forsyning A/S fusioneres i et fælles serviceselskab.

Mens medarbejderne i de to forsyningsselskaber netop er blevet orienteret om planerne, har Byrådene i Varde og Esbjerg Kommune endnu ikke forholdt sig til sagen. De to borgmestre er dog begge positive overfor et samarbejde på forsyningsområdet.

Borgmester i Varde Kommune Erik Buhl uddyber:

- I 2009 blev begge forsyningsselskaber udskilt fra den øvrige kommunale forvaltning på grund af Vandsektorloven. Forsyningerne blev små selskaber i forhold til kommunerne, og derfor giver det god mening, at se bort fra kommuneafgrænsningerne og tænke i branchefællesskab mellem to selskaber, som løser samme opgave.

Det nye selskab er endnu ikke navngivet. Selskabet vil blive et af landets største forsyningsselskaber, og størrelsen alene vil give nogle afledte positive effekter.

- Det er jo specialiseret drift og opgaver, som forsyningerne tager sig af. Som en af landets største enheder vil den nye virksomhedskonstruktion gøre det nemmere at fastholde og tiltrække medarbejdere, som har specielle kompetencer inden for dette felt, siger borgmester i Esbjerg Kommune Johnny Søtrup.

I forbindelse med sammenlægningen forventes der besparelser på selskabernes lønudgifter, men selvom man forventer en reduktion på ca. 16 ansatte i den nye enhed, så er udgangspunktet, at det vil ske ved naturlig afgang. Efter 5 år forventes det fulde besparelsespotentiale at være realiseret.


Kontaktinformation:
Borgmester Erik Buhl, Varde Kommune: tlf: 40174454

Borgmester Johnny Søtrup, Esbjerg Kommune: tlf: 27241200

Infernal spiller op for de unge i..

Infernal spiller op for de unge i Hodde-Tistrup..

Ungdomsskolen står klar med en ”overbygning” til forårets og efterårets Beach Party. Arrangementet er for unge fra 8.-klasse, og det er alkoholfrit. Borgmester Erik Buhl glæder sig over, at kommunens unge sagtens kan more sig uden den klirrende lyd af flasker i baggrunden…


I årevis har duoen Infernal været et af de hotteste navne på den danske musikscene, og nu lægger de to pop- og diskomusikere, Lina Rafn og Paw Lagermann vejen forbi Hodde-Tistrup Hallen, hvor der venter kommunens unge fra 8.-klasse og opefter et brag af en oplevelse fredag den 25. april.
Samtidig får det lokale band ”Taste of Confusion” chancen for at vise, hvad de kan præstere. De skal nemlig stå for opvarmningen, og sådan en udfordring kan pynte gevaldigt på det musikalske CV, når gruppen senere skal lave aftaler om at optræde i andre musikalske sammenhænge.
- Arrangementet kalder vi ”Big Time”, og i hvert fald bliver det stort, forudser Jens Peter Olesen fra Ungdomsskolen i Varde.
- Det er første gang, vi prøver kræfter med et topnavn af Infernals dimensioner. De har i årevis været en eftertragtet duo, ligesom Lisa Rafns medvirken i X-Factor ikke har gjort interessen mindre.
- Koncerten bliver til i et samarbejde mellem Center for Sundhedsfremme, den kommunale Kultur- og Fritidsforvaltning, SSP-afdelingen og os selv.
- Desuden er der nogle offentlige midler involveret, og alt sammen gør det, at vi kan holde entreen helt nede på 80 kroner, fortsætter Jens Peter Olesen.
Han understreger, at arrangementet er alkoholfrit – præcis som det er tilfældet med de halvårlige Beach Parties. Det er bare ikke ensbetydende med, at der ikke kan være spændende drinks i glassene.

Professionelle drink-shakers
- Vi har allieret os med fire professionelle drink-shakere fra Yearhause Cocktail Bar – i Aarhus…, og de skal nok skal sørge for at servere noget spændende men promillefrit for de unge, mener Jens Peter Olesen.
Borgmester Erik Buhl hilser ungdomsskolens initiativ meget velkommen, og glæder sig især over, at de unge i Varde Kommune sagtens kan more sig uden alkohol.
- Vi har mange store og flotte musik-arrangementer rundt om i kommunen. Ungdomsskolens Beach Parties er gode alternativer til de fester og koncerter, der har en underliggende klang af klirrende flasker, men med Infernal-koncerten bliver alle sejl sat til, og det er bestemt et arrangement, der er med til at markedsføre fest- og musiktilbuddene i Varde Kommune, mener borgmesteren.
Og det har han ganske ret i, forudser Jens Peter Olesen.
- Et arrangement af Infernal-karat hverken kan eller skal holdes hemmeligt. Derfor forventer vi også, at unge fra nabokommunerne i en lind strøm vil sætte kurs mod Hodde-Tistrup Hallen – og de er velkomne, lover han.
- Vi vil gerne dele vores gode oplevelser med andre, og vi har masser af både forældre og andre frivillige, der holder et vågent øje med begivenhederne både ude og inde, så arrangementet foregår i trygge rammer, forsikrer han.


BILLEDTEKST:
Lisa Rafn og Paw Lagermann er på spil i Hodde-Tistrup Hallen fredag den 25. april. Tidligere var duoen en trio, da Søren Haahr gav sit musikalske besyv med. Han forlod dog bandet umiddelbart efter udsendelsen af debutalbummet ”Infernal Affairs”.


Chris MacDonald besøgte Ølgod Hallen..

Ølgod den 8-4-2014 – Hør indslag med Chris MacDonald.


Chris MacDonald var en inspirerende formidler, da han besøgte Ølgod tirsdag aften. Han er en af Danmarks mest anerkendte foredragsholdere. Der var mødt omkring 400 op til aftenens foredrag i Ølgod Hallen og Chris leverede sin viden med begejstring og humor.









UGENS PROFIL: Vardes nye kommunaldirektør..



Se artikel her..


.