Ensartet service på SFO- og klubområdet i Varde Kommune
Udvalget for Børn og Undervisning i Varde Kommune vil
harmonisere kommunens tilbud på SFO- og klubområdet. Det skyldes dels den nye folkeskolereforms krav
om en længere skoledag og dels et ønske om at sikre et mere ensartet
serviceniveau i Varde Kommunes fritids- og klubtilbud til de ældre elever
(efter 3. klasse).
Et løft for den samlede kommune
På udvalgsmødet tirsdag blev udvalget enige om at foreslå,
at Søndermarkens juniorklub nedlægges og reetableres i skoleregi hos
Lykkegårdsskolen. Udvalget foreslår at bevare Tirsdagskluben, som er en klub
for fysisk og psykisk udviklingshæmmede i Varde.
Udvalgsformand Per Rask Jensen forventer, at der for den
samlede kommune bliver tale om et løft på området.
– Vi vil harmonisere området og dermed sikre en mere
ensartet service i hele kommunen. Når man laver en harmonisering, vil der altid
være nogen, der afgiver og nogen, der får tilført ressourcer. De, der afgiver
ressourcer, vil nok ikke umiddelbart se det som et løft. Jeg mener dog, at det,
at vi alle steder i Varde Kommune får et tilbud kombineret med skolereformens
muligheder, vil skabe bedre rammer for et godt fritidsliv for børn og unge i
Varde Kommune.
Sagen tages op igen
Per Rask Jensen understreger samtidig, at sagen er langt fra
færdigbelyst.
– Vi er meget optaget af, hvordan vi kan etablere
fritidstilbud til 4. - 6. klasse på alle vores skoler – vel at mærke tilbud til
glæde og gavn for alle elever. Og vi vil gerne gøre det gratis! Derfor har vi
bedt forvaltningen om at belyse, hvordan det kunne se ud, og derfor kigger vi på
sagen igen på næste udvalgsmøde den 3. juni 2014, forklarer Per Rask Jensen.
Hvad sker nu?
Når medlemmerne af Udvalget for Børn og Undervisning er
blevet enige om et forslag til harmonisering af SFO- og klubområdet i Varde
Kommune, sendes forslaget i høring. Inden da ønsker udvalget at få økonomien
ved eventuelt at etablere et gratis fritidstilbud til kl. 17 for 4.-6. klasses
elever på alle skoler belyst. Derudover ønsker udvalget at afdække perspektiverne
i en større spredning af ungdomsklubber end den nuværende.
Sagen genoptages på udvalgsmødet den 3. juni. Derefter
sendes det i høring.
Kontakt
For yderligere kommentarer eller en uddybning kontakt:
Per Rask Jensen, formand for
Udvalget for Børn og Undervisning på pjen@varde.dk
eller 23 81 44 29
Louise Raunkjær, direktør for Børn og Unge på lora@varde.dk eller 21 45 52 73.
Louise Raunkjær, direktør for Børn og Unge på lora@varde.dk eller 21 45 52 73.