Et eller
andet sted er det ganske forunderligt, at man kan sige så meget uden at bruge
ret mange ord.
Det er min
første indskydelse, efter at have mødt danseteatret Sart i KULTURUGEN I Ølgod.
Ved første
øjekast tænker man, at selve scenen og iscenesættelsen er ganske minimalistisk,
men når man så ser godt efter, er det jo netop det der får fantasien i sving,
og tag ikke fejl det har krævet rigtig lang tid at få scenen til
forestillingen, til at fungere efter hensigten. Et gulv dækket af de blødeste
gulvmåtter og masser af ganske små lampetter i loftet og et så røgfyldt lokale,
at røgalarmerne blev aktiveret og at brandbiler var med til at skabe spænding,
længe før forestillingen blev skudt i gang. Se det er da drama! Og sådan blev
det ved……
De kunne
danse kunne de og de kunne formidle uden ret mange ord.
At springe i skov var et nyt udtryk for mig, men det
fik vi da grundigt forklaret med både ord og bevægelser. Og hvis man hørte godt
efter kunne man blive klog, hvad angår det at have Ja-hatten på: Har du
Ja-hatten på hele tiden tror ingen på, at du mener det til sidst – men hvis du
af og til realistisk siger nej – så virker det stærkt når du igen vælger
Ja-hatten. Og som de kunne bruge deres kroppe og deres kropssprog – det var
helt fantastisk. Dramaet blev ledsaget af den smukkeste musik og den smukkeste
sangstemme. Ganske fantastisk fremført af Susanne Judson, Sofie Christiansen,
Jullie Hjetland Jensen.
Skiftningen blev en historiefortælling uden et
eneste ord, men det var også ganske overflødigt, kroppene fortalte det der
skulle siges. Og i eventyret om skiftningen bliver der sagt at drengen ikke
havde rødder men fødder. Og det kunne man sandelig godt se. Som de dog kunne
danse og formidle et budskab. Med indretning af et hyggeligt rum med lampetter,
divan med puder og masser af hygge. Hvis der er noget de kan så er det at
formidle et budskab uden ord. Flot gjort Søren Mørkrid Thøgersen og Troels
Graakjær,
Skuffedullen tog Idas far. Og skuffedullen er
sandelig ikke én der giver ting fra sig igen. Hvor var hun da fantastisk hende
skuffedullen. Med masser af kurver brugte hun virkelig kropsproget helt
fantastisk, men mest af alt blev man fascineret af lille Ida. Hold op et
potentiale, der er i den pige. Sikke en mimik og sikke et dansetalent! Flot,
flot Susanne Judson, Søren Mørkrid Thøgersen, Troels Graakjær og sidst men ikke
mindst Christine Due.
Skulle du få
mulighed for at se forestillingen Bagerst i Skuffen og dermed udfordre din
fantasi kan jeg kun sige: Tag chancen - lad dem udfordre din fantasi, og ikke
mindste lyt til musikken og nyd forestillingen. Det gjorde jeg!
Tusind tak
til Sart Danseteater for en dejlig oplevelse.
28-10-2013
SØS KOCH