Museumsforeningen/Kulturdagene
I februar i år åbnede museet en ny udstilling på Ølgod
Museum, hvor børn og voksne kan opleve og eksperimentere sig ind i historien om
Hjedding Andelsmejeri´s start og drift.
Det inspirerede Ølgod Museumsforening, som gerne ville
fortælle mere om mejeridrift. Vi fik overtalt tidligere mejeribestyrer på
mejeriet i Ølgod, Knud Krogsgaard og tidligere mejerileder for først Lindbjerg
Mejeri og senere Tistrup Mejeri, Erik Møller Madsen, til at opbygge en
udstilling i Lindberg salen med deres minder fra et langt liv i mejeriverdenen.
Begges fædre var også mejeribestyrere og begge har gennem årene samlet mange
ting og mange minder. Disse ting og minder er blevet til en flot udstilling, som
fra søndag den 6. oktober kan ses på museet.
Alle er velkomne, i den første uge efter åbningen, søndag
den 6. oktober kl. 16.00, er der gratis adgang for alle besøgende i museets
åbningstid og ud over en kustode vil også udstillerne og et medlem af museumsforeningen
være til stede. Alle er velkomne til åbningen, som vil blive foretaget af
byudviklingschef Erik Buhl Nielsen.
Museet er åbent hver dag fra kl. 13.00 – 16.00, dog ikke
mandag og lørdag.
Sonja Pedersen