torsdag den 10. april 2014

Stor tilfredshed med Varde Kommunes erhvervssagsbehandling..

Varde Kommune har spurgt det lokale erhvervsliv, hvordan de oplever kommunens erhvervssagsbehandling. Resultatet viser stor lokal tilfredshed.  
Varde Kommune har som erklæret mål, at forbedre den service som virksomhederne oplever, når de henvender sig med bygge- eller miljøsager. Derfor er alle virksomheder og rådgivere, der har fået en afgørelse fra Varde Kommunes Team Erhverv de sidste to måneder, efterfølgende blevet ringet op og spurgt, hvordan de vurderer kommunens arbejde med deres sag. Resultatet af undersøgelsen viser, at Kommunen er kommet langt i arbejdet med at forbedre erhvervssagsbehandlingen.
Bedre dialog
”Undersøgelsen viser, at virksomhederne i langt overvejende grad er tilfredse med de vore medarbejderes kompetencer, vores effektivitet og vores evne til at sætte os ind virksomhedernes tidsplan og behov”, siger Lars Tanghøj, Teamleder for Team Erhverv og fortsætter:  
”Det glæder mig selvfølgeligt, for selv om målingen er for Team Erhverv viser det jo også at den understøttelse vi får af vores kollegaer i andre afdelinger hjælper os med at møde virksomhederne med forståelse og god service. Som kommune skal vi selvfølgelig forvalte indenfor lovens grænser, men det betyder ikke, at vi ikke kan vejlede virksomhederne i forhold til, hvordan deres projekter opfylder både lovens bogstav og virksomhedernes behov. Den del gør vi meget ud af, og vi har faktisk flere eksempler på, at virksomheder fx har ansøgt om byggetilladelser, som vi i princippet burde afslå, men hvor vi så efterfølgende har været i stand til at finde en alternativ løsning for ansøgeren”.
Tilfreds virksomhed
De lokale virksomheder der ofte er i kontakt med Team Erhverv hos Varde Kommune glæder sig over, at servicen og sagsbehandlingen er blevet bedre. Tømrermester Hans Henrik Flydtkjær fra Byggefirmaet Sørensen & Flydtkjær aps er en af de lokale erhvervsfolk, der har deltaget i undersøgelsen.
”Jeg oplever, at kommunen er blevet langt bedre til samarbejde og dialog med mig som tømrermester. I forbindelse med byggetilladelser er det ofte sådan, at der er små nuancer, som skal tilpasses, så projektet lever op til alle regler. I den forbindelse oplever jeg, at kommunen er dygtig og hurtig i deres gennemgang af sagerne, og gode til at vejlede, så hele sagsbehandlingen kører nemt og hurtigt”, siger tømrermester Hans Henrik Flydtkjær, Sørensen & Flydtkjær aps.
Sagsbehandlingstid og kompetencer
Varde Kommunes undersøgelse spørger primært til virksomhedernes oplevelse af erhvervssagsbehandlingen, herunder hvordan erhvervsafdelingens kompetencer, service og hurtighed opleves. Resultatet viser, at 83 procent af de adspurgte virksomheder havde en positiv vurdering af det samlede sagsforløb, imens 73 procent af de adspurgte lokale virksomheder siger, at den samlede sagsbehandlingstid er tilfredsstillende eller i nogen grad tilfredsstillende.
Samme positive vurdering findes, når der spørges til vurderingen af sagsbehandlerens viden og kompetence. Her svarer 77 procent, at sagsbehandleren i høj grad eller i nogen grad havde den fornødne viden. Kun 7 procent svarede negativt på samme spørgsmål.
”Undersøgelsen viser, at vi er på rette vej i Varde Kommune. Man kan altid blive bedre, og vi vil fortsat have fokus på en god og forbedret erhvervssagsbehandling, men jeg vil også tillade mig at glæde mig over resultatet. Det er en kommunal kerneopgave at skabe gode rammer for det lokale, private erhvervsliv. Det er erhvervslivet og de arbejdspladser, som findes og skabes i kommunen, der er fundamentet for den velfærd og det kultur- og idrætsliv, som vi alle nyder godt af i Kommunen. Derfor starter den gode kommunale velfærd ved virksomhedernes port eller samlebånd. Og derfor har vi fokus på en god erhvervssagsbehandling og på at skabe gode lokale rammevilkår for væksten”, siger Preben Friis-Hauge, formand for udvalget for Plan og Teknik i Varde Kommune.  



Venlig hilsen

Christian Rabjerg Madsen

Udviklingskonsulent  

onsdag den 9. april 2014

Forsyningsselskaberne i Varde og Esbjerg danner fælles driftsselskab..

Byrådene i Varde Kommune og Esbjerg Kommune skal på første møde i maj forholde sig til om Varde Forsyningskoncern og Esbjerg Forsyningskoncern skal oprette et fælles serviceselskab. Fusionen skal høste økonomiske stordriftsfordele og dermed leve op til kravene om effektiviseringer.


I løbet af efteråret 2013 har man i Varde Kommune og Esbjerg Kommune undersøgt fordele og ulemper ved en sammenlægning af forsyningsselskaberne, og en økonomisk analyse peger på en samlet årligt potentiel besparelse på kr. 17,1 mio. kr., svarende til omkostningsreduktion på 11,7% på de analyserede områder. Analysen har identificeret 22 arbejdsområder, som vil blive belyst nærmere, hvis ejerkommunerne igangsætter processen.

Sammenlægningen vil berøre de administrative og driftsmæssige ydelser, som samles i en fælles serviceenhed. Og den enhed skal levere det serviceniveau, som er fastsat af bestyrelserne i de enkelte forsyningsselskaber. Oplægget er helt i tråd med anbefalingerne i Deloittes rapport omkring evaluering af Vandsektoren, som Miljøministeriet netop har offentliggjort. Heri ses konsolidering som et vigtigt skridt til at reducere omkostningerne i branchen.

Det fælles serviceselskab vil være ejet af de to kommuners Holding-selskaber, så den eneste forandring i forhold til den nuværende konstruktion er, at Varde Forsyningsservice A/S og Esbjerg Forsyning A/S fusioneres i et fælles serviceselskab.

Mens medarbejderne i de to forsyningsselskaber netop er blevet orienteret om planerne, har Byrådene i Varde og Esbjerg Kommune endnu ikke forholdt sig til sagen. De to borgmestre er dog begge positive overfor et samarbejde på forsyningsområdet.

Borgmester i Varde Kommune Erik Buhl uddyber:

- I 2009 blev begge forsyningsselskaber udskilt fra den øvrige kommunale forvaltning på grund af Vandsektorloven. Forsyningerne blev små selskaber i forhold til kommunerne, og derfor giver det god mening, at se bort fra kommuneafgrænsningerne og tænke i branchefællesskab mellem to selskaber, som løser samme opgave.

Det nye selskab er endnu ikke navngivet. Selskabet vil blive et af landets største forsyningsselskaber, og størrelsen alene vil give nogle afledte positive effekter.

- Det er jo specialiseret drift og opgaver, som forsyningerne tager sig af. Som en af landets største enheder vil den nye virksomhedskonstruktion gøre det nemmere at fastholde og tiltrække medarbejdere, som har specielle kompetencer inden for dette felt, siger borgmester i Esbjerg Kommune Johnny Søtrup.

I forbindelse med sammenlægningen forventes der besparelser på selskabernes lønudgifter, men selvom man forventer en reduktion på ca. 16 ansatte i den nye enhed, så er udgangspunktet, at det vil ske ved naturlig afgang. Efter 5 år forventes det fulde besparelsespotentiale at være realiseret.


Kontaktinformation:
Borgmester Erik Buhl, Varde Kommune: tlf: 40174454

Borgmester Johnny Søtrup, Esbjerg Kommune: tlf: 27241200

Infernal spiller op for de unge i..

Infernal spiller op for de unge i Hodde-Tistrup..

Ungdomsskolen står klar med en ”overbygning” til forårets og efterårets Beach Party. Arrangementet er for unge fra 8.-klasse, og det er alkoholfrit. Borgmester Erik Buhl glæder sig over, at kommunens unge sagtens kan more sig uden den klirrende lyd af flasker i baggrunden…


I årevis har duoen Infernal været et af de hotteste navne på den danske musikscene, og nu lægger de to pop- og diskomusikere, Lina Rafn og Paw Lagermann vejen forbi Hodde-Tistrup Hallen, hvor der venter kommunens unge fra 8.-klasse og opefter et brag af en oplevelse fredag den 25. april.
Samtidig får det lokale band ”Taste of Confusion” chancen for at vise, hvad de kan præstere. De skal nemlig stå for opvarmningen, og sådan en udfordring kan pynte gevaldigt på det musikalske CV, når gruppen senere skal lave aftaler om at optræde i andre musikalske sammenhænge.
- Arrangementet kalder vi ”Big Time”, og i hvert fald bliver det stort, forudser Jens Peter Olesen fra Ungdomsskolen i Varde.
- Det er første gang, vi prøver kræfter med et topnavn af Infernals dimensioner. De har i årevis været en eftertragtet duo, ligesom Lisa Rafns medvirken i X-Factor ikke har gjort interessen mindre.
- Koncerten bliver til i et samarbejde mellem Center for Sundhedsfremme, den kommunale Kultur- og Fritidsforvaltning, SSP-afdelingen og os selv.
- Desuden er der nogle offentlige midler involveret, og alt sammen gør det, at vi kan holde entreen helt nede på 80 kroner, fortsætter Jens Peter Olesen.
Han understreger, at arrangementet er alkoholfrit – præcis som det er tilfældet med de halvårlige Beach Parties. Det er bare ikke ensbetydende med, at der ikke kan være spændende drinks i glassene.

Professionelle drink-shakers
- Vi har allieret os med fire professionelle drink-shakere fra Yearhause Cocktail Bar – i Aarhus…, og de skal nok skal sørge for at servere noget spændende men promillefrit for de unge, mener Jens Peter Olesen.
Borgmester Erik Buhl hilser ungdomsskolens initiativ meget velkommen, og glæder sig især over, at de unge i Varde Kommune sagtens kan more sig uden alkohol.
- Vi har mange store og flotte musik-arrangementer rundt om i kommunen. Ungdomsskolens Beach Parties er gode alternativer til de fester og koncerter, der har en underliggende klang af klirrende flasker, men med Infernal-koncerten bliver alle sejl sat til, og det er bestemt et arrangement, der er med til at markedsføre fest- og musiktilbuddene i Varde Kommune, mener borgmesteren.
Og det har han ganske ret i, forudser Jens Peter Olesen.
- Et arrangement af Infernal-karat hverken kan eller skal holdes hemmeligt. Derfor forventer vi også, at unge fra nabokommunerne i en lind strøm vil sætte kurs mod Hodde-Tistrup Hallen – og de er velkomne, lover han.
- Vi vil gerne dele vores gode oplevelser med andre, og vi har masser af både forældre og andre frivillige, der holder et vågent øje med begivenhederne både ude og inde, så arrangementet foregår i trygge rammer, forsikrer han.


BILLEDTEKST:
Lisa Rafn og Paw Lagermann er på spil i Hodde-Tistrup Hallen fredag den 25. april. Tidligere var duoen en trio, da Søren Haahr gav sit musikalske besyv med. Han forlod dog bandet umiddelbart efter udsendelsen af debutalbummet ”Infernal Affairs”.


Chris MacDonald besøgte Ølgod Hallen..

Ølgod den 8-4-2014 – Hør indslag med Chris MacDonald.


Chris MacDonald var en inspirerende formidler, da han besøgte Ølgod tirsdag aften. Han er en af Danmarks mest anerkendte foredragsholdere. Der var mødt omkring 400 op til aftenens foredrag i Ølgod Hallen og Chris leverede sin viden med begejstring og humor.









UGENS PROFIL: Vardes nye kommunaldirektør..



Se artikel her..


.

tirsdag den 8. april 2014

Kraftkabel stjålet i Ølgod..

Der blev stjålet en tromle med 40 meter kraftkabel fra Valdemarsgade i Ølgod. Kablet har en værdi på næsten 3000 kroner - Skriver JV.dk

Varde Kommune deltog i militærøvelse..

Varde Kommune og Varde Forsyning deltog i weekenden i en NATO-militærøvelse i Varde med deltagelse af militære enheder fra både Danmark og de tre baltiske lande.

NATO-øvelsen skulle træne de danske, estiske, lettiske og Litauiske enheder i samspillet med civile myndigheder i en krisesituation. Øvelsen skulle træne et scenarium, hvor der igennem længere tid er sket en optrapning af spændinger mellem et baltisk NATO-land og en af dets nabostater. Varde Kommune spillede således rollen som de civile myndigheder i hovedstaden i det baltiske NATO-land, som i øvelsen blev truet af sin nabostat.

NATO-øvelse i Varde

Øvelsen skulle træne de militære enheder fra de fire lande i samarbejde med civile myndigheder, så fremtidige militære operationer påvirker det civile liv mindst mulig. Fra Danmark deltog to brigader fra henholdsvis Slagelse og Haderslev. Danske Division fra Haderslev stod for øvelsen.

”Det er ekstrem værdifuldt for os at få lov at øve det civil militære samarbejde med en rigtig kommune – det at arbejde sammen med embedsmænd, der til dagligt arbejder med de relevante problemstillinger, som også er af stor betydning for vores militære operationer, giver os et kæmpe udbytte. Varde Kommune har gjort en flot indsats og vi vil gerne takke borgmester Erik Buhl og hans stab mange gange”, siger oberstløjtnant Sven Straarup.    

Borgmester øver krig

Borgmester i Varde Kommune Erik Buhl deltog selv i øvelsen, hvor han næsten spillede rollen som sig selv. Det vil sige, at Erik Buhl spillede rollen som borgmester i en by, der var truet af landets konflikt med nabostaten. Erik Buhl er glad for, at Varde Kommune kan hjælpe det danske Forsvar til at blive dygtigere, men glæder sig samtidig over, at øvelsens sammenspil med både Forsvaret og en række civile aktører herunder Varde Forsyning, også har givet Varde Kommune et udbytte.  

”Det har været rigtig udbytterigt for os her i Varde Kommune. Det at mødes med militære ledere og så mange centrale spillere fra civile myndigheder har givet os en god anledning til at gentænke vores eget beredskab. Og helt konkret har vi fået en øget opmærksomhed på værdier af samarbejde mellem de forskellige aktører her i kommunen. Vi skal overveje, hvordan vi udnytter det i vores måde at arbejde på”, siger Erik Buhl (V), Borgmester.

Varde er klar når Forsvaret kalder

Varde Kommune er som en af landets største garnisonskommuner ofte i tæt dialog med Forsvaret. Og Borgmester Erik Buhl indskærper, at Varde Kommune selvfølgelig bidrager, når Forsvaret har brug for Kommunens assistance fx i forbindelse med militære øvelser.

”Det er helt sikkert, at vi vil sige ja til sådan en type øvelse igen en anden gang. Vi vil gerne etablere tættere relationer til Forsvaret generelt og selvfølgelig i særdeleshed til de enheder, vi har her i vores kommune”, slutter Borgmester Erik Buhl (V).


Billedtekst: På billedet ses Borgmester Erik Buhl sammen med embedsmænd fra Varde og den litauiske Iron Wolf Brigade.

Venlig hilsen

Christian Rabjerg Madsen

Udviklingskonsulent