onsdag den 25. december 2013

Flere penge til unge foreningsaktive..

Folkeoplysningsudvalget har besluttet at hæve tilskuddet til børn og unge foreningsmedlemmer. Tiltaget skal gøre det billigere for unge mennesker at være foreningsaktive i fx idrætsforeningerne i Varde Kommune.

Folkeoplysningsudvalget har besluttet at hæve det kommunale medlemstilskud til kommunens foreninger fra 110 kr. til 120. kr. per medlem under 25 år.
”Vi har i folkeoplysningsudvalget haft et ønske om at styrke de foreninger, der har mange unge medlemmer. Det skyldes, at det ofte er i barn- og ungdommen, at man opbygger en relation til foreningerne. Relationer som for manges vedkommende varer hele livet. Derfor sætter vi ind med flere penge til de foreninger, der har mange unge på medlemslisten”, siger Lisbet Mølleskov, formand for folkeoplysningsudvalget, og fortsætter:

”Der er omkring 15.000 unge foreningsmedlemmer i Varde Kommune, hvilket er rigtig flot. Men af hensyn til fremtiden for vores stærke foreningskultur i Varde Kommune, vil vi gerne lokke endnu flere mennesker ind i foreningerne. Det er trods alt de unge mennesker, vi skal bygge fremtidens foreninger på. Derfor er det en rigtig fornuftig beslutning, som folkeoplysningsudvalget har truffet”, siger Lisbet Mølleskov, formand for folkeoplysningsudvalget.

For yderlige oplysninger kontakt Lisbet Mølleskov, Formand for Folkeoplysningsudvalget, tlf. 4111 8043 eller Kirstine Gottlieb, Kultur og Fritidschef, tlf. 2051 9787.